Index over O3V's:

Gæstelærere fra Asien

Gæstelærer: Yang Xiaolong, Kina

Børn og familie i Kina
Xiaolong er uddannet lærer. Hun er bosat i Danmark og har startet eget firma, der blandt andet formidler oversættelse til danske firmaer. Xiaolong kan fortælle om familieforhold i Kina, kontra familieforhold i Danmark. Hun kan fortælle om forskelle i børneopdragelse mellem Danmark og Kina. Xiaolong har selv to børn. Desuden kan hun fortælle om kinesisk mad.

Gæstelærer: Anne Marie Westerby, Kina og Bhutan

Hverdagsliv i Kina
Anne Marie er uddannet ved Aarhus Universitet, hvor hun har læst kinesisk. Desuden har hun boet en årrække (8 år) i Kina. Hun taler flydende kinesisk og har et indgående kendskab til det kinesiske hverdagsliv, tradition og kultur. Desuden kan hun fortælle om det kinesiske skolesystem, og om, hvordan det er at være elev i Kina. Hun har selv undervist i Kina, fra børnehaveklasse til universitet. Anne Marie har også arbejdet med børnehjemsbørn, gennem en NGO ved navn ”Ming”, og har arbejdet i Bhutan.

Gæstelærer: Afu Wang, Kina og Japan

Riget i midten
Afu Wang er fra Kina og har stor kendskab til det store rige ’i midten’.
Kinas forskelligheder: Kina er et stort land og har mange forskelle og derfor kan man ikke nøjes med en måde at beskrive det på. Jeg vil gerne overordnet beskrive nogle af de forskelle der findes, fx fra nord til syd. Jeg vil fortælle om mad, tankegange, minoriteter etc.

Kinesiske tegn
I Kina har man ca. 50,000 kinesiske tegn. De fleste tegn har deres egen historie. Jeg vil gerne fortælle historierne om de kinesiske tegn og hvorfor man skiver tegnene på den måde man gør.
Kinesisk horoskop: I Danmark bruger man stjernetegn, men i Kina bruger man en speciel slags horoskop kaldet ”dyretegn”. Der er 12 dyretegn og dermed 12 forskellige dyr.
Jeg vil gerne fortælle eventyr om de 12 slags dyr, hvorfor kinesere bruger dyretegn, hvordan man finder ud af hvilket dyretegn man tilhører, og hvordan kinesere tænker om de forskellige dyretegn.

De små kejsere og børnearbejderne
Børnene som bor i byerne i Kina har et godt liv. De nyder meget omsorg og er forkælede. Af samme grund kaldes de for ”de små kejsere” eller ” de små sole”. De børn som bor på landet i Kina har det anderledes. De skal ofte arbejde hårdt for føden. Jeg vil gerne fortælle lidt om disse forskelle. Desuden vil jeg også gerne fortælle om hvordan man bliver behandlet forskelligt af andre alt efter hvor man kommer fra.
Afu Wang har tillige stort kendskab til Japan, hvor hun har studeret informationsvidenskab, og kan derfor også informere om livsstil og kultur herfra.

Gæstelærer: Qi Wang, Kina

Maos døtre vil have en Lilly model …
Da formand Mao styrede Kina med hård hånd, blev de unge kvinder gift i den kendte, blå Mao-dragt. Det eneste der adskilte dem fra mændene, var de lange fletninger. De gaver, der lå på gavebordet dengang, var Maos samlede værker og ”Den lille Røde” – mere skulle der ikke gøres ud af den sag. I dag er det de kinesiske kvinders drøm at holde bryllup i en romantisk brudekjole fra vesten, og brudeparrets gaver bliver kørt rundt på en åben vogn, så folk rigtigt kan beundre den materielle velstand. Det nye kodeord i Kina er penge – hvordan man har tjent dem er mindre vigtigt.
Qi Wang kommer fra Tianjin i det nordlige Kina og har boet i Danmark i flere år. Qi er uddannet i statskundskab i Kina og Danmark. Qi Wang vil gerne fortælle om unge kvinder i Kina: hvordan lever de med kærligheden, hvem gifter de sig med, og hvordan holder de bryllup? Først vil Qi Wang fortælle lidt generelt om unge kvinders livssituation: om deres skole og arbejde og om de moderne vinde, der blæser over landet. Derefter vil hun fortælle lidt om den kinesiske ungdomskultur: om de unge mænd med deres moderne ”bippere”, om den begyndende kærlighed mellem de unge og deres ønskesedler til den ideelle ægtemand og den ideelle kone.
Endelig vil hun fortælle om, hvordan man holder bryllup i Kina: om det traditionelle bryllup, det revolutionære bryllup og det moderne vestligt inspirerede bryllup. Eleverne skal så prøve ”at bide til æble”, som bryllupsgæsterne kræver, at ægteparret skal gøre til et rigtigt kinesisk bryllup. Det er nemlig den sidste gang, man har lov til at gøre lidt grin med de to unge ægtefolk. Forløbet varer 2 x 45 min., og det er mest velegnet til de ældre klasser.