Gæstelærere fra Nordamerika
Gæstelærer: Jonah Ohayv, USA
Nov 3rd
Historier fra USA. Jonah Ohayv er fra USA. Han vil gerne fortælle myter og eventyr fra landets mange forskellige folkeslag, plus legender og sagn fra Amerikas rige historie og storslåede natur. Jonah plukker frit fra: de europæiske indvandrers eventyr, historiske legender fra da USA var opdelt i kolonier og fra selvstændighedskrigen, indianske myter om skabelse og livscyklus samt de dyrefabler de afrikanske slaver tog med sig. Han fortæller levende om pionerernes overdrevne heltesagn, cowboy legender, spøgelseshistorier og om Mark Twains sjove Huckleberry Finn. Han giver gerne ægte anekdoter fra egne oplevelser i den overdådige natur. Alt dette illustreres med små rekvisitter, landkort, billeder og en lille sang. Jonah elsker også at digte helt nye eventyr ud fra deltagernes ønsker og forslag.
Fortællerværksted. Han tilbyder endvidere et spændende ”Fortællerværksted” for alle, der ønsker at lære fortællingens kunst. En kunst der for eksempel kan bruges til at gøre studiestof mere levende, til inspiration eller underholdning. Jonah tilbyder yderligere kurser i, hvordan fortællinger kan bruges til vejledning og konfliktløsning for såvel børn som voksne.
Gæstelærer: Jens Mührmann Lund
Nov 3rd
Jeg hedder Jens Mührmann Lund, men kaldes også langsomme hund
Indianere i Amerika. Jens’ kendskab til indianere stammer fra adskillige ophold af kortere eller længere varighed på reservaterne forskellige steder i Amerika. Han kan tilbyde foredrag og aktiviteter til brug for især skoler, uddannelsesinstitutioner, (dag)højskoler, foreninger og biblioteker.
Ofte vil et arrangement fx. på en skole, bestå af en musikalsk introduktion og evt. et kortere lysbilledforedrag.
Han er også parat til at fortælle indianske myter, som præsenteres ved hjælp af teatralske virkemidler.
Jens plejer også at inddrage forskellige indianske artifakter, såsom mokkasiner, smykker, dansedragter, våben som han fortæller om.
Han plejer at afslutte med et musik- og danseafsnit. Han synger indianske sange og trommer til – mens publikum deltager som dansere. Undervejs vil han fortælle om dansene og sangene, deres symbolik, betydning og brug blandt indianerne i Amerika.
Gæstelærer: Klavs Moltzen, Danmark
Nov 3rd
”Fortællingens magiske hjerte slår fantasiens slag – det gennemstrømmes af de eventyrlige væseners og den udødelige visdoms blod.”
Klavs er uddannet illustrator og tegner fra Designskolen og går i øjeblikket på Lærerseminariet. Han er af natur nysgerrig og kreativ og interesserer sig for det billedskabende ved den mundtlige fortælling. Ordene er hans pensel, hans fantasi er farvepaletten og publikum er det hvide lærred, hvorpå handlingen udspiller sig i levende penselstrøg for det indre blik.
Klavs har fokus på myten – den ældste fortælling, som har forenet menneskets spørgsmål med svar siden tidernes morgen. Med sine fortællinger trænger han ind i det barske mysterium som livet er.
Fortællingerne handler om magiske kræfter, mægtige guder, fantastiske helte og skrækkelige uhyrer fra verdens fjerneste egne. På denne måde bevæger vi os rundt i verdens kulturer. Lige så vigtige som bibelens og koranens engle og asatroens frygtesløse krigere er de magiske historier om mystiske drager, hedenske guder og naturfødte ånder.
Klavs’ fortællestil varierer fra det kraftfulde og bevægende til det dæmpede og nærværende. Han fortæller for både børn og voksne og kan afpasse sine historier fra 5 år og opefter. Et fortællearrangement varer som udgangspunkt ca. 30-45 minutter, eller tilrettelægges efter specifikke behov.

