Index over O3V's:

Gæstelærere fra Sydamerika

Gæstelærer: Miguel Flores, Peru

I Latinamerika danser vi bare . . .
Peru er et sammensat land. Ikke alene på grund af dets form og størrelse, men også på grund af en blandet befolkningsgruppe. Landet er fascinerende og næsten magisk med en meget rig historie. Miguel Flores er uddannet idrætslærer.
I Latinamerika danser vi bare, forklarer han, det er ikke noget vi lærer. Vi er heller ikke stive eller bærer kunstige smil når vi danser. Vi har en naturlig danseglæde. Der strømmer næsten hele tiden salsa ud af radioen, og vi kan godt finde på at danse, mens vi står og laver mad. Eller under bruseren, hvis man er i det humør. Jeg vil gerne vise en anden side af mit land og kultur end fattigdom og korruption. Jeg vil gerne fortælle om musikken, folkloren og dagliglivet. Det er meget vigtig for mig at fortælle historier om, hvordan vi lever i Latinamerika.
Et to timers forløb kan være således: Efter en præsentation underviser Miguel i salsa, både dans og enkelte rytmer. I pausen mellem numrene fortælles der om dansens historie og om hvordan det er at komme fra en kultur, hvor dansen er en naturlig del af hverdagen. Efter en times øvelse slippes den frie danseglæde løs. Undervisningsforløbet kan tilpasses alle alderstrin, og klassen kan evt. se klip fra en video om salsa, inden de selv går i gang med dansen. Salsa er en typisk pardans, så Miguel foretrækker at undervise sammen med sin kone, men kommer også gerne alene. En anden mulighed er at lære dansene merengue eller cumbia.

Gæstelærer: Edna Teixeira da Silva Schou, Brasilien

Brasilien. Edna Teixeira da Silva Schou kommer fra Rio de Janeiro i Brasilien, hvor hun blev uddannet turistfører. Siden 1997 har hun boet i Danmark, og arbejder i øjeblikket med kulturformidling.
Edna kan fortælle om mange aspekter af livet i Brasilien før og nu; Frigørelsen fra slaveriet som fejres på landets nationaldag, landets kultur, om musikken og om de legender og historier, der knytter sig til det brasilianske folk. Hun kan fortælle eventyr for børnene og kombinerer gerne sin formidling med at lave typiske retter og undervise i brasiliansk madkunst.
Et forløb kunne være over et emne eller en kombination af flere emner, evt. inklusive madlavning.

Gæstelærer: Bertha Pagaza, Peru

Bertha PagazaEn rejse i Peru. Bertha Pagaza er født i Peru i 1965. Hun er uddannet skuespiller og teaterlærer. Indtil hun bosatte sig i Danmark i 1992, arbejdede hun med teater, TV og film i Peru. Hun har i Danmark arbejdet meget med peruviansk folkedans og kropssprog og har endvidere holdt mange foredrag og arbejdet med børn i børnehaver og ved forskellige fritidsaktiviteter. Hun har endvidere studeret teatervidenskab ved Københavns Universitet.
Bertha laver workshops for børn og voksne. Dramaøvelser, kropssprog og dans medvirker til at udtrykke følelser og kreativiteten udfoldes. Det giver en fornemmelse af tryghed og frihed, elementer som er vigtige i en gruppeoplevelse og kan hjælpe til gruppens og individets udvikling.
Bertha tilbyder også at tage os på en rejse igennem Peru. Lysbilleder, dans og musik krydret med fortællinger fra bl.a. Limas slumkvarterer og egne erfaringer tager os med rundt i landet.

Gæstelærer: Ada Mortensen, Venezuela

Ada Mortensen Ada Mortensen kommer fra Venezuela, men har boet i Danmark siden hun var 18 år. Hun vil gerne fortælle om Sydamerika og vise noget af den rige kultur, som man har i Venezuela. Hun henter sit fortællestof i Venezuelas geografi, historie og befolkning, i venezuelanske indianeres eventyr, og ud fra religionens betydning i Venezuela.
Derud over arrangerer Ada latinamerikanske børnelege, latinamerikansk hårfletning og rigtig meget latinamerikansk dans – og underviser også i det sidste.

Ung i Venezuela
Ada fortæller om sin egen ungdom i Maracaibo, om sine oplevelser som chaperone (anstandsdame) for sin storesøster, når søsteren skulle i byen med vennerne. Hun fortæller også om madonnaer og machoer, og hun løfter sløret for, hvad der sker på drengenes 15 års fødselsdag, når de tager skridtet fra dreng til voksen mand.
Ada vil gerne gennem sit besøg forsøge at gøre ungdomskulturen i den tredje verden nærværende på en underholdende og igangsættende måde, der udfordrer fasttømrede billeder og sætter unges hverdag i Danmark i perspektiv.
Ada afslutter med en times hot danseinstruktion i salsa og merengue. Forløbet varer 3 x 45 min. og henvender sig til de ældste årgange. Ada har behov for en båndoptager med højttalere.