Århus
Så kom Anton til Århus!
Sep 1st

Flygtningeskibet Anton i Århus Havn
Der var blafrende flag og høj blå himmel da Levende Havs flygtningeskib kom til Århus Havn i dag. Skibet blev modtaget af rådmand Dorthe Lausten og af Vibeke Tuxen, formand for Projektrådgivningen. Talerne blev holdt højt til vejrs på skibet ovenpå kahytten mellem de flotte bronzefigurer. I informationsteltet på kajen kan man se flotte fotos, få brochurer samt nyde en kop kaffe i hyggelige omgivelser. Frivillige fra forskellige organisationer sørger for gæstfriheden til og med søndag.
SFO-aktiviteter i Århus Festuge
Aug 24th

Levende Hav
Udviklingsorganisationerne i Danmark kører i øjeblikket en kampagne om FN’s 8 udviklingsmål – de såkaldte 2015-mål. I festugen er vi flere organisationer som rykker ned på Århus Havn, for at lave oplysning ved siden af Flygtningeskibet M/S Anton.
O3V afholder aktiviteter for SFO’er fredag den 3.september fra kl. 13.00.
Flygtningeskibet M/S Anton sejler rundt i danske havne fyldt med statuer af flygtninge for at gøre opmærksom på 2015-kampagnen – og for at sætte fokus på fattigdom og flygtninge. Statuerne er produceret af kunstneren Jens Galschiøt. M/S Anton vil befinde sig i Århus Havn fra den 31.august og frem til den 6.september. Der vil være et informationstelt, hvor man kan få mere at vide om projektet, 2015-kampagnen og meget andet.
Læs mere om skibet på Landsforeningen Levende Havs webside. Læs mere om 2015-kampagnen på websiden: Verdens bedste nyheder.
Så er 2015-Kampagnen Startet
Aug 17th

Den store 2015-Kampagne er idag blevet skudt igang, formålet er at oplyse danskerne om indsater og fremskridt i forhold til at nå FNs otte udviklingsmål for 2015. Kampagnen er et samarbejde mellem FN, Danida og de danske udviklingsorganisationer.
O3V bakker naturligvis op omkring kampagnen og er stolte af at kunne tilbyde et plakatsæt til undervisningsbrug, som primært henvender sig til folkeskolens 5. – 7. klassetrin. Plakatsættet kan bestilles hos O3V på telefon 86 12 20 78 og koster 400 kr. + porto.
Vi vil i løbet af efteråret også gennemføre 2015-orienteringsløb for 5. – 7. klassetrin i Roskilde, Aabenraa, Århus og Aalborg. Sidst men ikke mindst vil vi også være til stede på Århus Havn under årets Festuge, hvor vi vil udbrede kendskabet til 2015-målene gennem forskellige aktiviteter. Du kan møde os ved Levende Havs flygtningebåd fra den 1. – 5. september.
Vi er glade for at være en del af kampagnen og glæder os til alle efterårets aktiviteter.