Afghanistan og håndarbejde
Da Aqila Waziri boede i Afghanistan, var landet i krig med Sovjetunionen. Hendes far og bror blev dræbt i krigen og Aqila kom til Danmark sammen med sin mor og resten af sin familie. Aqila har i mange år været ansat som tolk på Dansk Flygtningehjælp.

Foredrag om Afghanistan
Efter en kort indførsel i landets historie og geografi, fortæller Aqila om årets muslimske traditioner og helligdage. For eksempel noget om hvordan man fejrer nytår eller bryllup eller andre skelsættende begivenheder. Hvordan er familiemønstret i Afghanistan sammenlignet med danske forhold? Hvordan fungerer skolesystemet? Og sundhedsvæsnet? Aqila kan også komme ind på flygtningespørgsmål. Hvorfor måtte familien i sin tid flygte, hvordan var/er den politiske situation i Afghanistan? Hvorfor er det svært at være politisk neutral i et land som Afghanistan? Forløbet egner sig bedst til de ældste klasser og varer i 2 x 45. min.

Noget om håndarbejde
Afghanistan har en meget rig håndarbejdstradition, hvor pigerne meget tidligt får lært at lave de fineste broderier. Aqila vil meget gerne lære denne kunnen fra sig. Hun vil bl.a. gerne undervise danske drenge og piger i at sy en fez med broderier; men det kan også dreje sig om perlesyning eller andre ting. Aqila medbringer postkort, prøver på beklædning samt broderi. Forløbet varer mindst 3 x 45. min.