Gæstelærer: Kim Ngyuen, Vietnam
Drengen i månen – En Vietnamesisk børnefest med eventyr og lamper
En gang om året er der børnefest for vietnamesiske børn i hele verden: fra Saigon i Vietnam til Holmstrup ved Århus. I fuldmånens skær går børnene rundt i det område, hvor de bor, med farvestrålende papirlamper i hænderne på udkig efter drengen i månen. Børnefesten er en fest for livet, og den giver de voksne en anledning til at fortælle børnene om, hvor vigtigt det er at vise omsorg for hinanden.
Kim Nguyen er uddannet lærer fra Sydvietnam. Hun kom til Danmark som flygtning i 1981 og har taget en dansk pædagoguddannelse. Kim kan give børnene en spændende festoplevelse med lys og lamper, eventyr og video.
Et undervisningsforløb på tre timer kan rumme følgende:
Vietnams historie og kultur. Kim fortæller bl.a. om, hvordan betoningen i sproget kan ændre et ords betydning. Hvordan ser tøjet ud, og hvad spiser man i Vietnam? Den resterende tid handler om den vietnamesiske børnefest. Hvorfor holder vietnamesere børnefest, og hvorfor det er så vigtigt for de vietnamesere, der er bosat her i Danmark, at holde fast i denne tradition. Kim fortæller derefter eventyret om ”Drengen i månen” og viser børnene et videoklip fra en børnefest, dér hvor hun selv bor. Til slut vil hun lave papirlamper sammen med børnene, og hvis det er muligt, vil oplevelsen blive sluttet af med et lille optog til tonerne af ”Mester Jacob” på vietnamesisk.
Der skal være videofremviser, sakse, lim, tuscher og maling i klasseværelset. Resten kommer Kim med. Forløbet varer 3 x 45 min. og henvender sig til mellemtrinnet. Hvis I har 2 eller 4 lektioner at råde over, kan forløbet forkortes eller udbygges.
.


