Ny rapport: EU svigter verdens fattigste
1600 europæiske NGO’er fra netværket CONCORD står bag AidWatch-rapporten, der giver et realitetstjek af EU-landenes udviklingsbistand, når vi de mål, vi har sat, og bliver pengene brugt optimalt? – En ny rapport fra Concord Danmark viser, at EU-landene mangler at betale minimum 82 mia. kr. i udviklingsbistand for at leve op til deres egne løfter om øget udviklingsbistand. Rapporten dokumenterer desuden, at Danmark og andre EU-lande forsat udhuler værdien af udviklingsbistanden ved at finansiere aktiviteter, som ikke direkte relaterer sig til fattigdomsbekæmpelse, via bistanden. Dette vurderes at koste verdens fattigste et beløb svarende til yderligere 59 mia. kr. i år.
”Det er et eklatant svigt af verdens fattigste, som allerede er hårdt ramt af den finansielle krise. EU-landes manglende bistand svarer rent faktisk til det samlede bruttonationalprodukt i de ti fattigste lande i Afrika og kunne selvsagt gøre en enorm forskel for verdens fattigste”, udtaler Birte Hald, forkvinde for Concord Danmark.
Til september mødes stats- og regeringschefer fra hele verden i New York for at gøre status på FN’s 2015-mål. EU er hovedarkitekten bag 2015-målene og står for omkring 60 procent af den globale udviklingsbistand. Derfor er EU-landenes udspil også helt afgørende for at kunne indfri 2015-målene. Men alt tyder desværre på, at EU-landene ikke vil kunne mobilisere den nødvendige politiske vilje, når de mødes til Udenrigsrådsmøde den 14.-15. juni i Luxemburg.
”EU har traditionelt været en stærk fortaler og garant for 2015-målene, men den manglende EU-finansiering risikerer at underminere 2015-målene. Derfor sender vi en kraftig opfordring til de europæiske lande om at efterleve deres løfter på trods af den økonomiske krise. Vi må ikke lade verdens fattigste i stikken”, udtaler Birte Hald, forkvinde for Concord Danmark.
AidWatch-rapporten kan downloades via Concord Danmarks hjemmeside: www.concorddanmark.dk

