Posts tagged Maria Feirup
Gæstelærer: Maria Feirup, Mexico
Nov 3rd
Día de Muertos i Mexico. Mange danskere er bange for at tale om døden. I gamle dage var døden tættere på, blandt andet fordi folk døde hjemme og ikke på sygehuset. Hvilke ritualer er der omkring døden andre steder i verden?
Maria Fejrup kommer fra Mexico, hvor man hvert år fejrer Allehelgensdag og Alle Sjæles dag den 1. og 2. november. Traditionen kaldes Día de Muertos og er en sammenblanding af aztekernes traditioner og den europæiske katolske tro. På disse to første dage i november festes der for de døde, man snakker sammen om sine afdøde pårørende og om livet og døden. Día de Muertos er festlige, men minderige dage, og der er en masse forberedelser før selve afholdelsen. Der bygges alter til ære for de afdøde, der bages sukkerbrød og laves glasurkranier, der fremstilles skeletter og masker, og der forberedes store optog. På selve dagen drager folk enkeltvis og i store optog ud til kirkegårdene. Her samles familien omkring de afdødes gravsteder. Der gives ofre, traditionel mexicansk mad, til de afdøde. Der tændes stearinlys og alle fester og mindes.
Maria krydrer sin undervisning med fortællinger og værksteder, bl.a. et skeletværksted, hvor eleverne kan fremstille deres eget lille skelet. Día de Muertos egner sig også til større projektarbejde, hvor forløbet kan afsluttes med et flot optog. Forløbet kan tilpasses alle klassetrin og har et varieret timetal, alt afhængig af hvor meget tid klassen har til rådighed.


